Beijing er hovedstaden i Folkerepublikken Kina og derfor et perfekt udgangspunkt for dig, der ønsker at opleve Kina. Der bor omkring 21,5 millioner mennesker i byen, som lever på omkring 16.800 kvadratkilometer. Beijing har været den officielle hovedstad siden 1949, men havde inden da også været hovedstad i både korte og længere perioder.
Hovedstaden er pulserende og hektisk, og du vil opleve en hel anden kultur, end du er vant til. Der findes et hav af muligheder og oplevelse, og man kan nemt få en uge til at gå i den kæmpemæssige by. Beijing er i høj grad kendt for sin meget gamle arkitektur og kultur, som i den grad er et besøg værd, hvis du elsker at gå på opdagelse og få nye indtryk.
Den Kinesiske Mur
Den Kinesiske Mur, som har en strækning på hele 8.852 kilometer, bliver betragt som værende et af verdens mest imponerende bygningsværker. Den strækker sig fra Liaodongbugten og til det vestlige Gansu, og da den ikke er sammenhængende hele vejen, har den med alle sine forgreninger en længe på cirka 21.196 kilometer.
Muren blev påbegyndt for cirka 2.300 år siden af den første kejser i Kina, Qin Shi Huang. Muren blev bygget som et forsvarsværk, der skulle beskytte landet mod fjender fra mongolske stammer i nord.
I dag bliver Den Kinesiske Mur betragtet som Kinas største turistattraktion og er et vigtigt nationalt symbol for Kina selv. Hvis du ønsker at besøge muren, er det bedste sted du finder Mutianyu ved Beijing. Her er muren bedst bevaret, og du kan enten vælge at gå op til muren eller tage kabelbanen.
Den Himmelske Freds Plads
Den Himmelske Freds Plads er placeret i det centrale Beijing og er faktisk verdens største åbne plads i et bycentrum. Pladsen måler 880 meter fra nord til syd og 500 meter fra øst til vest og kan rumme op mod en million mennesker. Selve pladsen har fået sit navn fra Den Himmelske Fredsport, også kaldet Tiananmen, som adskiller pladsen fra Den Forbudte By.
Pladsen blev for alvor kendt af verden i 1989, da fredelige studenterdemonstrationer endte i et voldeligt og blodigt opgør. Denne episode bliver også omtalt som ”Massakren på den Himmelske Fredsplads”. Hvis du ønsker at mærke historien helt tæt på og opleve verdens største plads, skal du gå en tur henover en Himmelske Fredsplads. Derudover ligger der en del andre turistattraktioner lige ved pladsen, som du også har mulighed for at besøge, når du er der.
Den Forbudte By
Lige ved siden af Den Himmelske Fredsplads, midt i Beijing, finder du Den Forbudte By. Hovedindgangen til byen hedder Den Himmelske Fredsport, og på den hænger en stor afbildning af Mao. Den Forbudte By er et gammelt kejserpalads, der igennem mange hundrede år har været hjem fra de regerende kejsere i Kina under både Ming- og Qing-dynastierne fra 1422.
Paladset var i mange år fyldt med mystik, da den almindelige befolkning ikke måtte indtræde området, deraf kommer navnet ”Den Forbudte By”. Først da den sidste kejser blev smidt ud af paladset i 1924, blev det åbnet for offentligheden. Inde i byen har du mulighed for at besøge ”The Palace Museum”, hvor du kan se mere end en million genstande fra Kina og dets historie og kultur.
Byen består af i alt 970 bygninger, som breder sig over et areal på 720.000 kvadratmeter. Den Forbudte By er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, da den indeholder den største samling af bevarede antikke træstrukturer.
Sommerpaladset
I den nordvestlige udkant af Beijing finder du det overdådige Sommerpalads. Paladset blev anlagt i tidsrummet 1749 til 1764 af Qianlong-kejseren. Senere blev paladset genopbygget af Kejser Guanxu til hans kejserinde Cixi i 1850’erne, hvor det fik tildelt navnet ”Sommerpaladset”. Siden 1924 har hele paladset og den omkringliggende park været åben for besøgende.
Midt i den store park ligger Kunming-søen. Om sommeren bliver søen benyttet til sejlture og om vinteren, når hele søen er frosset til is, er det muligt at bevæge sig fra den ene ende af søen til den anden. Selve paladset består af mere end 3000 bygninger, pavilloner, tårne og broer. På den måde kan man som turist få mange timer til at gå med både at observere den smukke arkitektur, men også nyde en gåtur i parken.
Beijings Hutonger
I et af de ældste kvarterer i Beijing finder du de såkaldte hutonger. En hutong består af enten 3 eller 4 små huse, der alle er i et plan og deler en fælles gård. Nanluoguxiang, som er den mest populære hutong i Beijing er beskyttet af UNESCO, da dens arkitektur er helt unik. De ældste hutonger du kan finde i Beijing er omkring 1.000 år gamle. Hutong-distriktet i Beijing, fylder ikke mere end en kvadratkilometer, er cirka 800 år gammelt.
Hvis du ønsker en autentisk oplevelse væk fra støjen i Beijing, skal du tage til hutong-distriktet. Mange af hutongerne er i dag lavet om til små butikker og restauranter, hvor du kan nyde, hvad du lige lyster. Her vil du opleve et åndehul, som både benyttes af turister, men også af de lokale.
Ming gravene
Omkring 50 kilometer udenfor Beijing finder man Ming Dynasty Tombs, også kaldet Minggravene. Dette er et hvilested for 13 ud af de 16 Ming-kejsere samt deres hustruer. Gravkamrene er et symbol på kejsernes meget store betydning i Kina og dertil også, at der fandtes et liv efter døden. Dette gravkammer er blot én af de mange gravkamre, der blev bygget i Kina mellem 1368 og 1915. Tre af de mange kamre er åbne og tilgængelige for offentligheden og besøges af talrige turister.
En 7 kilometer lang åndevej med vogterfigurer leder op til gravene. Denne vej repræsenterer kejserens vej fra himmelen til jorden og dertil også hans tilbagevenden til himmelen. Hvis du følger denne vej ender du ved den ældste og største Minggrav, som er kaldet Chang Ling. Dette gravkammer er det mest velbevaret og rummer den første af de 13 kejsere.
Minggravene er i dag en del af UNESCOs liste over verdens kulturarv og helt sikkert et besøg værd, hvis du rejser til Beijing.
Himlens Tempel
Hvis du trænger til lidt fred og ro fra det ellers travle Beijing, har du muligheden for at søge i Tiantan parken, som nu ligger i den sydøstlige del af Beijing. Det er i denne park, du finder Himlens Tempel. Templet blev opført i 1420 under Mingdynastiet, som offerplads til guderne. Under ledelse af kejseren blev der bedt til frugtbarhed og en god høst.
Selve templet består af to velbevarede og cirkelrunde bygninger. Det specielle ved det runde tempel er, at der er ens fra alle sider. Ifølge ying- og yang-filosofien er himmelen nemlig rund, og templets runde form symboliserer derved himmelen, hvilket også er derfor templet har fået sit navn. Dertil blev der i 1530 bygget et fritliggende og rundt alter, som kejseren brugte under vintersolhverv til ofringsceremonier. Hele anlægget symboliserer treenigheden – jord, himmel og mennesket, og dertil årets gang.
Vejret i Beijing
Vejret i Beijing er meget skiftende alt efter årstid. Om vinteren kan det bliver koldt og komme helt ned under 0 grader. Så hvis du vil til Beijing for at opleve byen, vil vintermånederne ikke være oplagte. I sommerperioden bliver det til gengældt meget varmt og fugtigt. Gennemsnitstemperaturen i juni, juli og august ligger på omkring de 30 grader. Derudover er der også regnsæson i juli og august, hvilket betyder, at det vil regne rigtig meget i løbet af de to måneder. Derfor vil et oplagt tidspunkt at besøge byen være i enten april eller oktober måned. Gennemsnitstemperaturen ligger på omkring de 20 grader, så det er hverken for koldt eller for varmt at tage på storbysferie. Derudover falder der heller ikke så meget regn som under regnsæsonen.
Hotel i Beijing
Beijing er en stor by og er derfor også meget turistet. Det betyder også, at der er rigtig mange forskellige muligheder for at finde et sted og overnatte, både hvis du er til luksus eller det billige og lidt mere primitive. Gennemsnitsprisen for et 3-stjernet hotel ligger på omkring 400-450 kr. pr. overnatning. Mange 3-stjernede hoteller har en udmærket standard, og det er oftest muligt at få morgenmad med på hotellet.
Hvis du bestræber dig på, at få lidt mere luksus på din ferie ligger gennemsnitsprisen for et 5-stjernet hotel på omkring 850-900 kr. pr. overnatning. Det er altså nogle forholdsvis billige priser for hoteller med høj standard. Hvis du ikke går op i standarden, vil du også have mulighed for at vælge hostels. Der findes mange steder i byen og kan koste hel ned til under 100 kr. pr. overnatning. Der er altså mange muligheder, når du skal finde et hotel i Beijing.
Fly til Beijing
Hvis du ønsker at opleve Beijing, har du mulighed for at komme med fly direkte fra Danmark og til Beijing. SAS flyver nemlig fra Kastrup lufthavn og direkte til Beijing. Der ligger flere forskellige lufthavne i Beijing, men den primære kommercielle lufthavn er Beijing Capital International Airport (PEK), som ligger cirka 29 km nordøst for centrum. Dette er også den lufthavn, de fleste fly, der kommer fra Danmark, vil lande i.
Da turen til Beijing fra Danmark er meget lang (husk underholdning til turen), vil de fleste flyrejser dog have en eller to mellemlandinger. Det kan enten være i Sverige, Tyskland eller andre lande. Hvis du vælger en afgang med mellemlanding, vil du have mange muligheder. Flyrejserne til Beijing går nemlig forholdsvis ofte og med mange forskellig flyselskaber, såsom SAS, British Airways, Turkish Airlines og andre. Hvis du tilmed er ude i god tid kan du også være heldig at få billetterne til en god pris. Der er altså rigtig mange muligheder, hvis du ønsker at rejse til Beijing.